fbpx
Pædagoger skal parkere gratis i København – eller hvad?

Pædagoger skal parkere gratis i København – eller hvad?

Der skal flere pædagoger til de københavnske børn. Det er alle de kandidater, der har svaret på KFO’s kandidattest stort set enige om. Men harmoni og enighed stopper, så snart det handler om, hvordan de manglende pædagoger skal lokkes til hovedstaden. I Københavns Forældreorganisation (KFO) håber vi, at kommunalvalget ender med de konkrete løsninger, der kan vende udviklingen.

14 nye voksne på en og samme stue på et år.
14 nye ansigter, at lære at kende.
14 nye ansigter at glemme igen.

Det er bare et af flere eksempler på, hvordan der i København mangler uddannede pædagoger, og hvordan det bliver stadig sværere at rekruttere og fastholde det eksisterende personale. Så hvad gør vi ved det? Hvad vil de, der gerne vil bestemme fra rådhuset gøre ved det?

Nogle kandidater mener gratis parkering til pædagogisk personale er løsningen. Andre taler forberedelsestid til pædagogerne, men andre åbner for en snak om billige boliger.

Tænk hvis svaret var så enkelt, at bare én af ovenstående valgsnakke var løsningen. Den hellige gral for byens mindste borgere.

For ja: Københavns høje leveomkostninger og lange transporttider gør det vanskeligt for mange pædagoger at få hverdagen til at hænge sammen. Mange pædagogiske ledere fortæller os, at parkering er en konkret barriere, når de forsøger at rekruttere personale – især i bydele som Ørestad, Nørrebro og Nordhavn, hvor pladsmangel og parkeringsudgifter gør det næsten umuligt for ansatte at komme til og fra arbejde i bil, men hvor den offentlige transport heller ikke giver mange chancer for at dukke op til åbnevagten klokken 6 eller 6.30. Så hvad gør vi ved det?

Langsigtede løsninger til små mennesker

For os er spørgsmålet ikke, om parkering alene kan løse problemet, men om politikerne faktisk VIL løse problemet. Manglen på pædagoger er jo ikke opstået lige så pludseligt som en 3-årigs gummistøvle kan oversvømmes i en vandpyt. Intet er gjort ved problemet de sidste 4 år.

“Vi har brug for politiske løsninger, der gør det muligt for dygtige pædagoger at blive i byen. Der er ingen quickfix og én opskrift: Det gælder både løn, bolig og praktiske forhold som transport og parkering,” siger Signe Nielsen, forperson for Københavns Forældreorganisation.

I KFO mener vi, at en langsigtet løsning skal favne bredt. Derfor skal samtalen være bredere. Elementer fra mange forskellige løsninger skal i spil:

  • Forberedelsestid til alle ansatte, så København kan konkurrere med omegnskommunerne.
  • Boligmuligheder for pædagoger tæt på de institutioner, de arbejder i.
  • Lettere transport og parkering, især hvor kollektiv trafik er utilstrækkelig.
  • Stærke arbejdsfællesskaber og ledelse tæt på, så erfarne pædagoger bliver i faget.

Gratis parkering er kun ét element i et større billede, men debatten er værd at bide mærke i. Alle københavnske forældre bør gøre sig selv den tjeneste at overveje, hvor de selv står. Hvad de finder vigtigst. Så vores børn ikke risikerer at ende i en institution, hvor kun lederen er uddannet pædagog.

Som det er tilfældet i dag.

Husk børnene når du stemmer

Så lad dette kommunalvalg være en opfordring til jer forældre: Sæt jer ind i, hvad de mange fine folk på plakaterne egentlig mener og om de er klar til langsigtede løsninger, eller om parkeringen virkelig er bedste bud!

Vi har stillet de lette spørgsmål i vores kandidattest – det er løsningerne, der bliver de svære.
KFO’s kandidattest: https://s.epinionglobal.com/mrIWeb/mrIWeb.srf?I.Project=P2101674

© 2020 FOLA, All rights reserved