Regeringens nye afsnit “Børnenes Danmark” rummer markante sejre for børnene, forældrene og fritids- og dagtilbudsområdet. FOLA glæder sig særligt over, at minimumsnormeringerne skal følge børnene helt frem til skolestart, at langtidssygemeldte skal udgå af normeringerne, og at sociale normeringer vender tilbage i SFO og klub.
Den nye regerings børnepolitik 2026
FOLA hilser regeringens nye regeringsgrundlag velkommen på børneområdet. I afsnittet “Børnenes Danmark” lægger regeringen op til en række initiativer, der kan få afgørende betydning for børns hverdag i dagtilbud, SFO, klub og fritidsliv.
Særligt glæder FOLA sig over, at regeringens udspil indeholder klare forbedringer af normeringerne i daginstitutionerne. Regeringen lægger blandt andet op til, at minimumsnormeringerne i 2027 forlænges frem til skolestart, også selv om barnet starter tidligere i SFO, og at langtidssygemeldte frem mod 2030 skal udgå af normeringerne. Samtidig skal der redegøres for, om minimumsnormeringerne reelt har løftet normeringerne på alle institutioner.
“Det her er en kæmpe sejr for børnene og for de forældre, der i årevis har insisteret på, at normeringer skal handle om de voksne, der faktisk er sammen med børnene. FOLA har siden 2014 kæmpet for, at normeringerne skal følge barnet helt frem til skolestart. Nu kan vi se resultatet af den kamp,” siger Anne Dahl Thing, forperson for FOLA.
Minimumsnormeringer følger barnet til skolestart
FOLA fremhæver, at det er helt afgørende, at børn ikke mister retten til en stærkere normering, alene fordi de begynder i SFO før den egentlige skolestart.
“Et barn bliver ikke skoleparat fra den ene dag til den anden, bare fordi kalenderen siger SFO-start. Overgangen fra dagtilbud til skole er en sårbar og vigtig periode i børns liv. Derfor er det helt rigtigt, at minimumsnormeringerne skal følge børnene frem til skolestart,” siger Anne Dahl Thing.
Langtidssygemeldte ud af normeringerne
FOLA glæder sig også over, at langtidssygemeldte medarbejdere skal udgå af normeringerne. Det betyder, at ikke både vikaren og den sygemeldte tæller med i normeringen.
“Det har aldrig givet mening for forældre eller børn, at voksne, der ikke er til stede i institutionen, alligevel tæller med i normeringen. Børn har brug for nærværende voksne i hverdagen – ikke papirtal. Derfor er det en vigtig og konkret forbedring, at langtidssygemeldte skal ud af normeringerne,” siger Anne Dahl Thing.
SFO'er, fritidshjem og klubber er endelig prioriteret
Regeringsgrundlaget lægger også op til at prioritere midler til fritidshjem, SFO’er og klubtilbud, blandt andet til bedre aktiviteter, længere åbningstider, byggelegepladser og en udbredelse af sociale normeringer. Det er ifølge FOLA en markant sejr for fritidsområdet.
“At sociale normeringer kommer tilbage i klub og SFO, er en kæmpe sejr. Det er præcis de steder, hvor børn og unge har brug for stærke fællesskaber, trygge voksne og adgang til aktiviteter, uanset hvilken baggrund de kommer fra,” siger Anne Dahl Thing.
FOLA hæfter sig samtidig ved, at regeringen vil gennemføre et eftersyn af lovgivningen om fritidstilbud, herunder hvordan fritidstilbuddene og ledelsen kan styrkes.
“Ja tak til et eftersyn af lovgivningen for SFO og klub. Men det skal ikke ende som en skrivebordsøvelse. Fritidsområdet har alt for længe stået uden stærk nok lovgivningsmæssig beskyttelse. Vi håber, regeringen enten vælger at placere området tydeligt i dagtilbudsloven eller laver en selvstændig lovgivning for SFO og klub,” siger Anne Dahl Thing.
Indsats mod børnefattigdom
Også på børnefattigdomsområdet ser FOLA klare fremskridt. Regeringen vil blandt andet belyse konsekvenserne af børns afsavn i økonomisk dårligt stillede familier, komme med forslag, der øger deltagelsen for udsatte børn i fritidstilbud, og afsætte en årlig ramme på 100 mio. kr. til området.
“Det er en sikker sejr, at børnefattigdom og lige adgang til fritidstilbud nu står tydeligt i regeringsgrundlaget. Sammen med ‘Nej tak til børn i fattigdom’ har vi kæmpet for at sætte fokus på, at alle børn skal kunne være en del af fællesskabet – også efter skoletid. Fritidsliv må aldrig blive et spørgsmål om forældres pengepung,” siger Anne Dahl Thing.
Fokus på at løfte kvaliteten i dagtilbuddene fortsættes
FOLA glæder sig desuden over, at ekspertgruppen om kvalitet i dagtilbud videreføres, og at der skal udarbejdes en handlingsplan på baggrund af kvalitetsundersøgelserne i daginstitutionerne.
“Vi er glade for, at arbejdet med kvalitet i dagtilbud ikke bliver lagt ned, men videreført. Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre, at alle børn møder faglighed, omsorg og tryghed i deres hverdag – uanset hvor i landet de bor,” siger Anne Dahl Thing.
FOLA understreger, at de positive formuleringer i regeringsgrundlaget nu skal omsættes til konkret lovgivning, finansiering og forpligtende implementering i kommunerne.
“Nu begynder det vigtigste arbejde. Gode formuleringer skaber ikke bedre hverdage for børnene alene. Det gør stærk lovgivning, reel finansiering og politisk vilje til at sikre, at pengene faktisk når ud til børnene. FOLA kommer til at følge det her tæt – for børnenes skyld,” siger Anne Dahl Thing.
Pressekontakt
Signe Nielsen, direktør, FOLA - Forældrenes Landsorganisation
Tlf. 4012 9809
Mail